Vivian Prozmhi

GÆSTETALER: VIVIAN PROZHMI

Søndag d. 20. december taler Vivian, der oprindeligt er fra Albanien, ved gudstjenesten. På grund af det stigende corona-smittetryk bliver det en online-gudstjeneste, som kan ses på YouTube.


Her præsenterer hun sig selv:


"Jeg er 24 år gammel og bor for tiden i Kolding. Jeg er født i Albanien og boede der indtil jeg blev 18 år gammel. Mine søskende og jeg er vokset op med en interessant blandning af kristendom og islam, da mine forældre havde hver sin religion. Det førte mig ind i en rejse, hvor jeg søgte svar på egen hånd.


Vores familie var politisk aktiv gennem mange år og var med i kampen for at ændre det politiske system og komme den massive korruption i landet til livs. I 2015 blev situationen dog for uudholdelig for os, og vi måtte finde en vej ud. Da muligheden kom for at flygte til Tyskland forlod vi alt, hvad vi havde indenfor 48 timer.


Under opholdet i Tyskland blev jeg mødt af Guds gennemtrængende kærlighed, og jeg forstod for første gang, hvem Jesus er. Jeg blev døbt i 2016 i Equippers Church i Flensborg. Snart efter fik jeg opholdstilladelse i Tyskland. Så bød muligheden sig for at besøge Danmark og Apostolsk Kirkes Højskole i Kolding, hvor jeg havde planer om et kort ophold på en måned i 2017. Jeg ville tilbage til Tyskland og læse til sygeplejerske.


Men Gud havde andre planer. En måned blev til et år som højskoleelev. Derefter kom jeg i praktik hos Kirkeibyen Kolding et år, og nu læser jeg en bachelor i Økonomi her i Danmark. Jeg arbejder også deltid i kirken, og har gang i mange forskellige projekter. Jeg brænder især for at investere i og løfte den næste generation op."


Vivian Prozhmi